By & Havn har opsat en lokal vejrstation ved Stigbordene i forbindelse med slusen i Sydhavnen. De til tider udfordrende vejr- og farvandsforhold kan dermed kontrolleres på forhånd – fx hjemme inden turen.
Via vejrstationen kan du bl.a. se vind, vandstand, temperatur, vandtemperatur, strømhastighed, strømretning og generelle oplysninger om aktuelt vejr (barometer, luftfugtighed og nedbør). Der vises vejr- og vanddata for de seneste 12 timer.
Vejrforholdene ved Stigbordene er specielle, idet vandstanden og strømmens retning samt styrke, skifter flere gange i løbet af dagen. Herudover er der generelt ret snævert ved slusen, så der let opstår flaskehals, hvilket øger presset på vandet, ligesom stærk vind også kan presse vand ind i havnen og øge strømmen yderligere.
Nord for Slusen er der i øvrigt blevet placeret to store bøjer, der kan anvendes som gode indikatorer på strømforholdene ved Slusen. Den ene er placeret modsat Sluseholmens røde bådhuse, mens den anden er placeret ved den høje blå bygning. Desto mere uroligt og bevægelse der er i bøjerne, des stærkere er strømmen. Herudover er der placeret en rød lampe over Stigbordene, som blinker når strømhastigheden er over 3 knob.
Læs mere om den lokale vejrstation på By & Havns hjemmeside, hvor der også er et kort, som viser de forskellige bøjers placeringer osv.
Siden om vejret her på hjemmesiden er opdateret, så vejrstationen nu også fremgår. Vil du lære mere om at aflæse vejret, så læs i øvrigt boganmeldelsen af “Vejret på vandet – Maritim meteorologi for skippere og sejlere”.
0 Kommentarer